Den amerikanske model Kendall Jenner startede sin karriere som bare 14-årig. Hun har i dag arbejdet sammen med en række store modehuse, og i 2016 var hun den bedst betalte model. Derudover er hun kendt for at være med i realityshowet Keeping up with the Kardashians.
Kendall Jenner er en amerikansk model, realitystjerne og frontansigt for magasinet Seventeen Magazine. Hun er særligt kendt for at have været med i realityshowet Keeping up with the Kardashian og for at være model for mærker som Victoria’ Secret, Calvin Klein, Marc Jacobs og Estee Lauder.
Kendall Nicole Jenner blev født 3. november 1995 i Los Angeles. Hun voksede op i en stor familie med en yngre søster, Kylie, og hendes fire ældre halvsøskende på hendes mors side: Kourtney, Kim, Khloe og Rob Kardashian. Kendall Jenner har yderligere fire ældre halvsøskende, som hendes far har med to andre kvinder. Det er Burt, Casey Lynn, Brandon, der er popsanger, og Sam ”Brody”, der er kendt fra flere realityshows.
Far skiftede køn
I 2013 blev Kendall Jenners forældre skilt. To år efter skiftede hendes far køn. I dag lever han som kvinde og hedder Caitlyn Jenner. Som mand var han blandt andet kendt for at være en dygtig OL-atlet.
Kendall Jenner har fortalt, at det var svært for hende, at hendes far skiftede køn. Hun og hendes lillesøster Kylie begyndte at finde parykker og neglelak rundt om i huset og troede i første omgang, at deres far var deres mor utro. En dag vågnede Kendall midt om natten og opdagede sin far i kvindetøj.
”I starten følte jeg, at jeg mistede min far, fordi han jo ikke længere var der rent fysisk,” har Kendall Jenner fortalt til Harper’s Bazaar. ”Med tiden finder man ud af, at den person jo stadig er der; vedkommende ser bare anderledes ud.”
Realitystjerne som 11-årig
I 2007 begyndte Kendall Jenners ældre søskende, Kourtney, Kim og Khloe Kardashian at lave realityshowet Keeping up with the Kardashians. Siden er Kendall og Kylie Jenner også blevet en fast del af showet. Det samme er deres forældre og Kendalls halvbrødre Rob Kardashian og Brandon og Brody Jenner.
Showet har fået meget dårlige anmeldelser, fordi det ofte har fokus på at være kendt for at være kendt. Seerne har dog en noget anden holdning. Showet er et af de længst viste på TV, og den 14. sæson har netop haft premiere i oktober 2017.
Populariteten ses også tydeligt af de mange spin offs af showet, der er lavet. De har også fokus på Kendall Jenners ældre søskende, men hun er også med i dem. Det er for eksempel spin offs som Kourtney and Kim take Miami, Khloe and Lamar og Kris.
Startede sin modelkarriere som 14-årig
I 2009, da Kendall Jenner var 14 år, skrev hun kontrakt med modelbureauet Wilhelmina Models. Det førte til en række store opgaver allerede i de første år af hendes karriere. Hun var med i magasiner som Forever 21, American Cheerleader, Teen Vogue og Miss Vogue Australia. I den periode gik hun også modeshow for Sherri Hill.
Kendall Jenner gik i skole, indtil hun begyndte at arbejde som model. På det tidspunkt blev hun taget ud af skolen og fik hjemmeundervisning i stedet.
Modelkarrieren tager fart
Fra hun startede som model, har hendes karriere kun fået mere og mere fart på. Kendall Jenner har blandt andet gået modeshows for Marc Jacobs, Alexander Wang, Oscar de la Renta, Chanel, Donna Karan, Diane von Fürstenberg og Versace for bare at nævne nogle få af de mange mærker og modehuse. Det gør, at hun i 2016 var den bedst betalte model i verden. Hele 139 millioner kroner tjente hun.
Faktisk er Kendall Jenner så efterspurgt, at hun var nødt til at bryde sin kontrakt med et firma for at kunne arbejde for et andet. Kendall Jenner havde fået tilbudt et job som model for undertøjsmærket La Perla. Hun havde dog allerede en kontrakt med et andet undertøjsmærke, nemlig Victoria’s Secret.
En anden kontrovers i Kendall Jenners modelkarriere opstod, da hun var med i en TV-reklame for Pepsi i 2017. I reklamen skaber Kendall fred mellem politi og demonstranter ved at give en pepsi til politiet. Reklamen blev kritiseret for at trivialisere demonstrationerne mod politibrutalitet, der finder sted i USA i øjeblikket.
Skriver bog med sin lillesøster
Udover at være model har Kendall Jenner også gang i en lang række andre projekter. En del af dem laver hun sammen med sin lillesøster Kylie. De har blandt andet skrevet to bøger sammen. I 2014 kom deres første bog, Rebels: City of Indra. Den foregår i et dystopisk fremtidsunivers, hvor de tvillingerne Lex og Livia skal redde Lex’s ven.
Kendall og Kylie Jenner fik hjælp af en såkaldt ghostwriter til at skrive bogen, der blev godt modtaget. I 2016 udgav de en efterfølger til den første bog. Den anden bog hedder Time of Twins. I den er Lex og Livia nødt til at flygte, fordi det er forbudt at være tvillinger.
Kendalls kærlighedsliv
Kendall Jenner vil gerne holde kortene tæt ind til kroppen, når det kommer til hendes kærlighedsliv. Der er dog nogle mænd, som man ved, at hun har datet – og mindst lige så mange, hvor der går rygter om, at hun været sammen med dem.
Et af hendes mest kendte forhold var til One Direction sangeren Harry Styles. De datede i to år, og det var faktisk Kendall Jenners halvsøster Khloe Kardashian, der fortalte, at de to datede. Hvor seriøst, det blev mellem dem, er aldrig kommet frem.
En af Kendall Jenners mest kendte flirts er med sangeren Justin Bieber. De to skulle have datet i et par måneder, og Justin Bieber er en god ven af familien. En så god ven, at han også har datet Kendalls ældre søster Kourtney.
Seriøst forhold med basketballspiller
I øjeblikket (efteråret 2017) er Kendall Jenner kærester med basketballspilleren Blake Griffin. De har været kærester i et par måneder. Ifølge en kilde er forholdet seriøst, og Blake Griffin er ved at lære Kendalls familie at kende. Han har blandt andet været med til hendes fødselsdagsfest i starten af november.
Læs Kendalls bøger
Hvis du blev nysgerrig efter at læse de bøger, som Kendall Jenner har skrevet med sin søster, kan du nemt finde dem via nettet. Rebels: City og Indra og Time of the Twins kan begge købes i mange internetboghandler.
Er du vild med Keeping up with the Kardashians og de mange andre shows, som familien laver, kan du for eksempel købe en bog med citater fra familien, heriblandt også Kendall Jenner.
Sjoveste øjeblikke på Keeping up with the Kardashians
Hvis du elsker Kendall Jenner i Keeping up with the Kardashians eller KUWTK, som det ofte forkortes til, kan du her gense nogle af de sjoveste øjeblikke med hende.
Kendalls morgenrutine
Måske undrer du dig over, hvad Kendall Jenner gør for at se så godt ud. Hvilken creme bruger hun? Og hvordan lægger hun make-up? I denne video, som hun har lavet for Vogue, fortæller hun, hvad hendes rutine om morgenen er.
Kontroversiel pepsireklame
I 2017 var Kendall Jenner med i en reklame for Pepsi. Den blev stærkt kritiseret for at trivialisere demonstrationerne mod politivold i USA. Du kan se reklamen her.
Kan du også lide modeller? Så se vores biografi af Gigi Hadid.