Vi er efterhånden et godt stykke inde i det nye år, hvilket blandt andet betyder, at tendenserne inden for boligindretning allerede har forplantet sig godt og grundigt i de danske hjem i hele landet. Men spørgsmålet er, om du personligt har fået kigget på de nye trends og har fået opdateret dit værelse? Hvis du ikke har fået det, er det vist på tide at komme i gang.
Men bare rolig. Vi vil meget gerne hjælpe dig på rette vej. I dette indlæg tager vi et hurtig kig i 2019-spåkuglen og giver dig nogle gode råd til, hvordan du opdaterer dit værelse, så det er 100 % moderne. Læs med nedenfor, hvor du får tre skarpe og brugbare tips, som du med fordel kan lade dig inspirere af, når du skal i gang med at gøre dit værelse klar til 2019.
God fornøjelse!
Inviter naturen indenfor – indretning på den grønne måde
Kigger man i 2019-spåkuglen, er der særligt en populær trend, der gennemsyrer bolig- og indretningsmagasinerne. Det drejer sig om den såkaldte grønne indretningsbølge forstået som en aktiv brug og opprioritering af naturelementer som en integreret del af indretningen. Derfor lyder opfordringen klart og tydeligt: Inviter naturen indenfor på dit værelse, hvis du gerne vil være med på moden.
Naturelementerne kommer især til udtryk i møblementet, hvor du med fordel kan investere i møbler af ægte og ubehandlet naturtræ – eller puder, hynder og tæpper af naturmaterialer såsom bomuld, uld, naturlæder, dyreskind eller lignende. Du kan også gå hele vejen og tage naturelementer direkte fra skoven ind på dit værelse – for eksempel i form af en solid træstub med en slebet overflade, som du kan bruge som et lille sofabord, eller en plankebordplade i massivt naturtræ. På den måde kan du give din indretning et råt og autentisk look.
Skab orden i kaos – ved hjælp af organiseret rod
En anden gennemgående tendens, som allerede har eksisteret længe, er at tænke i smart og praktisk indretning, der på æstetisk vis modvirker rod og kaos. Det kommer særligt til udtryk i funktionelle opbevaringsløsninger, der samtidig tjener et æstetisk formål. Du kan eksempelvis udstille dine mange flotte sko på væghængte hylder, bruge diverse flotte stof- eller fletkurve til opbevaring af ting og sager eller installere loftmonterede opbevaringssystemer til accessories og andre genstande, som hænger ned fra loftet og dermed ikke optager unødig plads.
Kort sagt: Ved hjælp af organiseret rod kan du skabe orden i kaos.
Sæt personligt præg på dine vægge – med vægdekorationer
Har dit værelse alt for store nøgne og tomme overflader, der er uinspirerende og kedelige at se på? Eller hænger der alt for mange gamle plakater, familiebilleder og malerier rundt omkring i værelset? Hvis ja, kan du med fordel give dine vægge et æstetisk løft og et friskt pust ved at investere i såkaldte wallstickers og andre vægdekorationer. Der findes et væld af forskellige mønstre, figurer, farver og motiver, så du har rig mulighed for at skræddersy netop den type vægdekoration, der passer til dig, din personlighed og dine interesser. En nem og hurtig metode til at opdatere din værelsesindretning og give stilen lidt ekstra og unik kant.
Vi håber, at disse hurtige tips kan hjælpe dig, når du nu selv skal til at indrette dit værelse i bedste 2019-stil.
Held og lykke med indretningsprojektet!