Snobrød – Lune sommer- eller sensommeraftener indbyder til hygge omkring bålet. Det kan være med dine venner og veninder, eller det kan være med din familie. Det kan være hjemme i haven eller på stranden – husk dog først at undersøge, om det er tilladt på ”din” strand.
Hygge omkring bålet kræver skumfiduser imellem mariekiks og snobrød. Snobrød med pølser, snobrød med syltetøj eller kort og godt SNORBØD.
Snobrød – bålmad for dig og vennerne eller familien
Er I nogle stykker, der skal nyde godt af den hyggelige stemning omkring bålet, så er det jo oplagt at dele opgaverne ud.
(billede lånt fra Hurtigmums)
Et par stykker laver snobrødsdej. Et par stykker laver snobrødspinde (dem, der har bedst erfaring med at bruge en kniv/dolk) og et par stykker tænder op i bålet. Måske skal der også være nogle til at gøre bålpladsen hyggelig med siddesteder, små lys – måske myggelys – musik og alle de andre ting, der skal bæres til bålpladsen – tæpper, syltetøj, servietter osv.
Pinde til snobrød
Man kan købe færdige snobrødspinde, men det er da meget hyggeligere at lave dem selv, hvis I har muligheden. Snobrødspinde laver I ved at tilspidse en ikke for frisk gren og afbarke et stykke på ca. 30 cm. Selve pinden bør mindst være 1 meter lang, så man kan holde snobrødet ind over gløderne, uden selv at blive for rødglødende i ansigt eller på hænder.
Det som I snitter af pinden, kan I bruge i bålet til optænding.
Opskrift på snobrødsdej
Dejen kan laves i forvejen, og stilles på køl. I denne opskrift er der gær, så dejen skal hæve, så mindst ½ time før, skal du lave den.
Ingredienser til 8-10 snobrød – afhængig af størrelse
- 6 dl vand eller mælk
- 15 g gær
- 2 spsk. olie
- 1 tsk. salt
- 1 kg hvedemel
Sådan laver du snobrødsdej
- Varm væsken op i en kasserolle, til den er lun. Det skal have en temperatur, så når du stikker spidsen af din lillefinger ned i det, kan du ikke mærke det – det er hverken koldt eller varmt.
- Smuldr gæren ned i den lune væske, og lad den opløses helt.
- Tilsæt olie.
- Bland saltet i melet, og tilsæt det lidt ad gangen, mens du ælter – eller rører i røremaskinen. Tilsæt så meget mel, at du får en dejlig glat og elastisk dej.
- Lad dejen hæve ½ times tid ved stuetemperatur – husk at lægge et viskestykke over, det holder på fugten.
Snobrød over bål
Læg kviste over spånerne snittet af en tør gren – eller den tynde bark fra birketræet. Læg lidt tykkere pinde ovenpå. Tænd bålet. Når der er ild, kan tykkere pinde lægges på og til sidst de helt store brændeknuder. Lad nu flammerne blive til gløder, før snobrødsfremstillingen starter.
Nu får alle en snobrødspind og en klump dej hver. Pinden smøres med lidt margarine eller olie – ellers får du aldrig snobrødet af, når det er færdigt. Tril dejen til en pølse, og rul den om det afbarkede stykke på pinden.
Pinden med dej holdes hen over gløderne, og vendes jævnligt, til det har en fin gylden farve på alle sider – det tager ca. ½ times tid.
God fornøjelse!