Frikadeller smager godt til aftensmaden, i madpakken, i hånden på vej ud ad døren. De bedste frikadeller er altid mors eller mormors – måske fordi de bruger samme opskrift. Måske har din mor lært dig opskriften, måske er den oven i købet skrevet ned. Men ellers behøver du altså ikke at være på Junior Masterchefniveau at fremtrylle de stegte kødklumper.

frikadeller

Hakket kød, lidt væske, lidt mel og så nogle krydderier. Så skal de bare formes og steges på panden. Vidste du i øvrigt, at man har lavet frikadeller i 750-800 hundrede år tilbage. De har ikke fra start af været lavet som, dem din mor laver, den metode er kun 150-200 år gammel.

Frikadeller – opskrift

Har du ikke fået en frikadelleopskrift af din mor eller mormor, så må du gerne låne min families opskrift. Den er enkel og uden den store variation med undtagelse af ved juletid, hvor der tilsættes julekrydderier.

Ingredienser til ca. 16 dunser – afhængig af størrelse

  • 1 løg
  • 500 g hakket flæskesmåkød
  • 3 spsk. mel
  • 1-1½ dl vand
  • Margarine eller smør til stegning
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Pil løget, og hak det groft, eller skær det i små tern, og kom det i en skål samme med det hakkede flæskesmåkød. Tilsæt også mel, og rør det sammen med vand lidt ad gangen – det er ikke sikkert, du skal bruge det hele, kun så meget, at farsen hænger godt sammen. Krydr med salt og peber.
  2. Kom lidt margarine eller smør på en stegepande, og lad det brune og bruse af.
  3. Form farsen til frikadeller, og steg dem 5-6 minutter på hver side, til de er færdige. Tjek ved at trykke let på dem. De skal være faste.

Tip: Skal frikadellerne skæres i skiver til madpakken, så tilsæt et æg, så hænger de bedre sammen. Hvis du tilsætter æg, skal der mindre vand i.

Videoopskriften på frikadeller

Du kan også bare lige bruge et minut på at se videoopskriften på frikadeller lige her:

Til jul tilsætter vi i stedet for vandet 1 æg og 1½ dl mælk. Derforuden tilsætter vi 1½ spsk. havregryn og 1½ spsk. rasp, og de bliver krydret med muskatnød, stødt nellike, allehånde, kardemomme, stødt ingefær og revet appelsinskal.

Det var min mors/mormors opskrift. Jeg har også min farmors.

Dette skal du bruge efter farmors opskrift

  • 500 g hakket kalve- og flæskesmåkød
  • 1 løg
  • 1 æg
  • 3 spsk. mel
  • 1 dl mælk
  • 1 spsk. frisk, hakket timian eller 1 tsk. tørret timian
  • Smør eller stegemargarine til stegning
  • Salt og peber

Sådan laver du farmors frikadeller

  1. Kom det hakkede kød i en skål.
  2. Pil løget, skær det i tern, eller hak det groft, og tilsæt det sammen med æg, mel, mælk og krydderier, og rør til du har en lind, sammenhængende fars.
  3. Varm en god klat margarine eller smør op på stegepanden. Form farsen til frikadeller, og læg dem på panden, når margarinen/smørret er bruset af. Lad frikadellerne stege på begge sider ved jævn varme, til de er gennemstegte. De skal ligesom før have 5-6 minutter på hver side.

Det er altid timian, min farmor bruger, men du kan med garanti bruge et hvilket som helst krydder eller krydderurt.

Hvis du skal imponere en fyr, så anbefaler vi du skifter fokus til chateaubriand, der er en rigtig scoreret.

Kilde: Hurtigmums.dk