Bananbrød er god forkælelse. Og engang imellem har forældre fortjent at blive forkælet. Enten fordi de har gjort noget godt for dig, fordi de har givet dig noget, du længe har ønsket dig, eller måske fordi du skal opnå noget.

Uanset hvad, så er bananbrød vejen frem. Bananbrød er nemlig slet ikke et brød, men en kage. Det lyder bare sundere med et bananbrød end med en banankage.

bananbrød

(Billede af bananbrød lånt af HurtigMums.dk)

Sundt bananbrød

… eller næsten sundt! Bananer er i hvert fald sunde. Klager din mor altid over, at du altid går uden om de ”sorte” bananer i frugtkurven, så glæd hende i dag, for jo mere modne bananer du bruger til bananbrød, jo mere lækkert og svampet bliver resultatet.

Dette skal du bruge til 1 bananbrød

  • 35 g smør eller bage- eller stegemargarine
  • 2 modne bananer
  • 1 æg
  • 1 dl sukker
  • Kornene fra ½ vaniljestang – du kan også bruge vaniljesukker. Så skal du bruge 2 tsk. og 1 spsk. mindre af det almindelige sukker. Vaniljesukker er nemlig sødere end vaniljekorn.
  • 175 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 nip salt

Sådan laver du bananbrød

  1. Tænd ovnen på 175° C varmluft (190° C almindelig ovn).
  2. Smelt smørret i en lille gryde eller kasserolle. Det må endelig ikke blive brunt kun flydende.
  3. Mos bananerne med en gaffel, og bland mosen sammen med smørret.
  4. Pisk æg, sukker og vanilje sammen. Se guiden længere nede, hvordan du flækker en vaniljestang og skraber kornene ud. Tilsæt mel, bagepulver og salt, og rør det hele grundigt sammen.
  5. Vend bananmos og smør i dejen, og rør det hele sammen til en ensartet dej.
  6. Find en rugbrøds- eller sandkageform. Er formen ikke af et slip let-materiale – f.eks. silikone – skal du smøre den med lidt smør eller beklæde den med bagepapir, ellers får du aldrig bananbrødet ud af den igen. Hæld dejen i.
  7. Sæt brødet i ovnen, og lad det bage i ca. 1 time, til det er gennembagt. Tjek evt. med et kødspyd. Når der ikke hænger noget våd dej på spyddet, er brødet gennembagt.

Lad bananbrødet køle af i formen, før du tager det op og skærer det i tykke skiver. Du kan servere bananbrødet, som det er til en kop kaffe, te eller saftevand. Tag selv en skive med. Husk også at tage opvasken – ellers er det ikke forkælelse.

Hvordan laver man glasur?

Du kan også smøre bananbrødet med glasur.

Ingredienser

  • 200 g flormelis
  • ½ dl vand

Fremgangsmåde

  1. Kom flormelis i en skål, og tilsæt vand lidt efter lidt, til du har en god konsistens. Tynd nok til at løbe og tyk nok til at blive siddende fast.

Pynt bananbrødet med glasuren.

Vaniljestang – hvordan gør man?

Hvis du bruger vaniljestang i dejen, kan du se her, hvordan du får kornene ud af den.

  1. Skær vaniljestangen over på midten, hvis du står med en hel. Du skal kun bruge ½, og kornene holder sig bedst i stangen.
  2. Flæk med en lille, skarp kniv den ene halvdel af vaniljestangen på langs i to dele.
  3. Skrab med kniven vaniljekornene ud af begge halvdele.
  4. Strø 1 spsk. af sukkeret på spækbrættet, og gnid kornene rundt i sukkeret. Det forhindrer, at vaniljekornene klumper sammen og ikke bliver fordelt i hele dejen.

Har du fået lyst til mere kage, så se opskriften på chokolademuffins her

Summary
recipe image
Recipe Name
Bananbrød
Published On
Preparation Time
Cook Time
Total Time
Average Rating
51star1star1star1star1star Based on 1 Review(s)