Omelet

omelet
Skrevet af : girlzonly

Omelet til morgenmad – Is til morgenmad giver dig en hurtigere reaktionsevne og gør dig bedre til at modtage information dagen igennem! Det er rigtig nok! Det er noget japanske forskere har fundet ud af. Så hvis din mor giver dig lov … Det gør hun garanteret ikke! For det er ikke særlig sundt, og det mætter nok heller ikke særligt længe, men hvad nu hvis du også spiser en omelet!?!

Æg er fyldt med protein og holder dig mæt længe med en skive groft brød til. Og den seneste forskning siger, at du skal spise et æg om dagen, så hvor ikke starte dagen med det. Altså efter isen. Det japanske eksperiment siger nemlig ikke noget om, at du KUN skal spise is, du skal bare starte med den for at få det mentale boost. Men det SKAL være is, et glas koldt vand eller mælk giver ikke den samme effekt.

omelet

(Billede lånt fra HurtigMums opskrift på omelet)

Synes du, æg er lidt kedeligt, så lav en omelet. En omelet kan fyldes med lige netop, det du kan lide – champignoner, pølseskiver. … syltetøj og is måske som i en pandekage?

Hvordan laver man omelet?

Det er super nemt og hurtigt at lave en omelet. Og du skal ikke bruge særligt mange ingredienser. Muligvis er det hele allerede på lager, men tjek lige, inden du farer ned efter is, om der er mere, du skal have med i indkøbsposen.

Her er de ingredienser, du skal bruge til en person

  • Fyld – det bestemmer du selv
  • 2 æg
  • 2 spsk. fløde eller vand
  • ½ spsk. revet ost
  • 1 tsk. smør eller stegemargarine
  • Salt og evt. andre krydderier – det bestemmer du også

Sådan laver du omelet

  1. Start med at gøre dit fyld klar til brug.
  2. Slå så æggene ud i en lille skål, og pisk dem godt sammen med fløde/vand, revet ost, salt og evt. andre krydderier.
  3. Smelt smørret/margarinen på en lille stegepande (ca. 20 cm i diameter – check efter med lineal hvis du er i tvivl), skru ned til medium varme, og hæld derefter den flydende masse i panden. Mas lidt rundt i æggemassen med en paletkniv, indtil den begynder at blive lidt mere fast og hænge sammen – ikke som i ”røre rundt”, bare sådan løft lidt hist og pist.
  4. Når omeletten føles svampet, fordeler du fyldet på den ene halvdel af den og lader det få lidt varme. Når den er færdigstegt, folder du den tomme halvdel ind over fyldet, og omeletten er lige til at spise – en sund og mættende morgenmad … også uden isen.

Lav den i mikroovn

Det er jo ikke fordi det tager så lang tid at stege en omelet, sådan cirkus en 5-7 minutters tid. Men det kan gøres endnu hurtigere, hvis du laver den i mikroovnen.

Pisk alle ingredienserne – også fyldet, men ikke smørret – sammen i et krus eller en lille skål, der kan tåle at komme i mikroen, og sæt det/den ind ved højeste effekt i ca. 1½ minut. Det bliver godt nok en lidt høj sag, men den ser faktisk super læks ud og smager megagodt.

En omelet kan også sagtens spises til frokost – kold for eksempel hvis du vil have den med i madpakken – eller som aftensmad.

Funfact: Se også en anden vildt lækker morgenmadsopskrift her: Amerikanske pandekager – og vidste du i øvrigt at amerikanske pandekager både er en af Channing Tatum og Britney Spears favoritretter. Channing Tatum er i øvrigt også ret vild med retter med æg – specielt hvis der er ketchup til.

Brug piletasterne ← → til at komme frem og tilbage