Knækbrød – sprødt og lækkert

knækbrød
Skrevet af : girlzonly

Elsker du ikke bare knækbrød? Du får sådan en fornemmelse af at spise noget ekstremt sundt. Og det giver god samvittighed. Man er jo, hvad man spiser! Der findes mange lækre slags knækbrød på hylderne i dagligvarebutikkerne.

Mange af dem er da også sunde og mættende, men det er da lidt cool at kunne bage dine egen, og så er det en hyggelig eftermiddagsbeskæftigelse på en grå og regnfuld dag.

knækbrød

Opskrift på hjemmelavet knækbrød

Når du selv bager, kan du også komme lige nøjagtigt den slags ”krymmel” på og fyld i, som du vil. Herunder får du nogle forslag til, hvad du kan bruge som fyld og pynt.

Det skal (kan) du bruge til to bageplader

  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 dl solsikkekerner

Hertil kan du selv bestemme, blot du har ca. 4 dl frø og kerner.

  • 1 dl havregryn
  • 3½ dl hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. salt
  • 1¼ dl olie – f.eks. raps- eller solsikkeolie
  • 2 dl vand

Sådan bager du dit eget knækbrød

  1. Tænd ovnen på 200° C, så den kan nå at varme op, inden knækbrødet skal ind at bage.
  2. Bland alle kerner og frø samt havregryn, mel, bagepulver og salt i en stor skål. Tilsæt olie og vand, og ælt det hele sammen til en lidt klistret dej. Du kan også bruge røremaskinen til det job.
  3. Del dejen i to, og rul hvert stykke ud mellem to stykker bagepapir, så størrelsen bliver omtrent som en bageplades. Læg det over på en bageplade, og fjern det øverste lag bagepapir. Det kan være en fordel at drysse lidt mel på det stykke bagepapir, der skal fjernes igen, inden udrulningen.
  4. Skær dejen ud i faconer, som du synes er sjove og lækre – firkanter, trekanter, cirkler (det sidste skal du nok bruge en udstikker/skål/kop til). Brug en skarp kniv eller et pizzahjul.
  5. Sæt bagepladerne i ovnen, og bag i ca. 15-20 minutter, til knækbrødene er blevet let gyldne og er gennembagte.

Tip: Hvis du vil have ”drys” på kan du enten gemme lidt af kerner, frø og gryn, eller du kan tilføje ekstra. Drysset skal strøs på, inden du sætter knækbrødene i ovnen.

Du kan også udskifte noget af hvedemelet med rugmel for et grovere knækbrød – f.eks. den ene dl.

Knækbrødene holder sig bedst, hvis de opbevares i en kagedåse eller anden dåse med tætsluttende låg.

Hvad feder mest, rugbrød eller knækbrød?

Hvis du spiser knækbrød i stedet for rugbrød, fordi du ønsker at holde vægten, er du nok interesseret i at vide, hvad der egentlig feder mest.

Det afhænger naturligvis af, hvilket rugbrød og hvilket knækbrød du sætter op imod hinanden. Sådan gennemsnitligt set så feder 100 g knækbrød mere end 100 g rugbrød. Men hvor tit spiser du 100 g knækbrød?

100 g rugbrød svarer ca. til 2 rundtenommer, hvor du skal op på ca. 10 stykker knækbrød for at ramme de 100 g.

Kort sagt kan man sige, at for hver gang du spiser 2 rundtenommer rugbrød kan du spise 6 stykker knækbrød – kaloriemæssigt. Spørgsmålet er så bare, hvor meget og hvor længe knækbrødet mætter på den lange bane.

Kredits: Billede af knækbrød lånt af HurtigMums.

Se også vores opskrift på snobrød – og vidste du vi er ved at udvikle en masse biografier om kendte. Den kan du se her.

Brug piletasterne ← → til at komme frem og tilbage