Klatkager

klatkager
Skrevet af : GirlZonly

Klatkager er næsten – men også KUN næsten – det bedste ved risengrød. Min mor laver altid for meget risengrød – altså som i ’med vilje’ – så der kan blive til en portion af de lækre klatter dagen efter. Og de er ret enkle at lave. Jeg kan gøre det med den ene hånd på ryggen, men hvorfor skulle jeg det?

For at være sikker på ikke at blive syg af at spise ”opvarmet risengrød” – altså ud over, hvis du spiser for meget – så skal du sørge for at køle den portion risengrød, du skal bruge til klatkagerne hurtigt ned.

Hvis du har lavet ekstra risengrød for at bruge en portion til klatkager, tager du bare den portion grød fra, allerede inden I sætter jer til bordet og spiser resten af risengrøden. Så er du i hvert fald på den sikre side. Risengrøden skal være kølet helt af, inden der er gået 3 timer, fra grøden er færdig.

klatkager

Klatkager – opskrift

Hvor stor er en god portion risengrød? For det er den mængde, du skal bruge til en portion klatkager. Tag bare ½ liter fra. De skal nok blive spist.

Ingredienser til ca. 12-14 klatkager – afhængig af størrelse

  • ½ l risengrød
  • 1 æg
  • 3 spsk. hvedemel
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 1 spsk. sukker
  • lidt vaniljesukker eller vaniljekorn
  • 1 dl mælk
  • Smør eller stegemargarine til stegning

Tilberedning af risklatter (kalder vi dem)

  1. Bland risengrød, æg, mel, majsstivelse, sukker og evt. vaniljesukker eller -korn, og rør til sidst så meget mælk i, at konsistensen bliver som en tyk – og lidt klumpet – sovs. Mængden afhænger af mængden og tykkelsen af risengrøden.
  2. Smelt lidt margarine på en pande, og læg med en ske 3-4 klatter – afhængig af hvilken størrelse risklatter du ønsker – risengrød på panden, og steg i et par minutter på hver side.
  3. Tag risklatterne af panden, og fortsæt, til der ikke er mere dej tilbage.

Serveres lune, som de er eller med sukker, syltetøj, sirup, friske bær eller frisk frugt.

Tip: Bruger du vaniljekorn, så gnid dem sammen med sukkeret ved at gnide rundt i sukker og korn med en bordkniv på et spækbræt. Så klumper kornene ikke sammen i dejen.

Brug andre former for grød

Tit – sådan er det i hvert fald hjemme hos mig – får man kun risengrød i december, og det tager da også den tid, det tager og den omhu, der skal til.

Derfor er det da nice to know, at du også kan lave klatkager af andre former for grød – i hvert fald havregrød.

Så lav en ekstra portion havregrød, næste gang du skal lave havregrød til morgenmad, og prøv at lave klatkager af den. Det er simpelthen ren forkælelse på en hverdag.

Bruger du frugt til at søde din havregrød med, betyder det kun ekstra guf. For hvad end du søder med tørret frugt, som rosiner, abrikoser eller lignende, eller du søder med friske æble- eller bananstykker, så smager det sindssygt godt i klatkager.

Kilde til billede: HurtigMums

Brug piletasterne ← → til at komme frem og tilbage

Summary
recipe image
Recipe Name
Klatkager
Published On
Preparation Time
Cook Time
Total Time