Guide til flotte negle!

Skrevet af : Leah Bramming

Knækkede og flossede negle er både smertefulde, irriterende og desuden ret kedelige at se på. Hvis du også undrer dig over, hvorfor dine negle ikke virker sunde og stærke, så læs med her. Vi har samlet en liste over tips og tricks, som kan give dig flotte og stærke negle.

Klippe eller file negle?

Begge dele! Sørg for at klippe dine negle i en flad/vandret linje, og ikke i en bue. Ellers risikerer du ned-groede negle. Når du filer dem, skal du kun gøre det i én retning, for at reducere risikoen for revner og ødelagt overflade. Find gerne en fil med en mindre grov overflade, hvis du tror din fil er lidt for voldsom ved neglene.

Lad dem tørre!

Lad vær med at klippe/file/ordne negle, hvis de stadig er våde fra bad eller håndvask. De er bløde og skrøbelige, når de er våde. Hvis du skal ordne rengøring eller opvask, så kan det være en god idé at smide et par gummihandsker på – Du ligner nok en rengøringskone fra en tegnefilm, men dine negle takker dig for at slippe for vand og kemikalier!

Vær blid ved huden

Det er helt okay at skubbe neglebåndene blidt tilbage, men du må endelig ikke klippe dem! Du bør også være opmærksom på ikke at være grov ved huden under neglen, når du skal rense dem. Begge dele kan føre til infektion.

Acetone-fri neglelakfjerner

Acetone er barskt og giver tørre og skrøbelige negle. Det er bedst at gå efter en acetone-fri version, hvis du er glad for at lægge neglelak og gerne vil passe på neglene. Matas har en acetone-fri version her, for 24,95 kr.

Fugt er vigtigt!

Ja, der altså ikke tale om vand fra hanen, som nævnt tidligere. Du skal sørge for at holde negle og neglebånd fugtige med håndcreme dagligt, og det skal masseres blidt på. Når du alligevel tager bodylotion på, kan du også lige fordele det på neglene, for at slå to fluer med ét smæk!

Mangel i kosten?

Hvis du ikke oplever forbedringer, kan du prøve at kigge på Netdoktors liste over vitaminer og deres funktioner. Her kan du se alle de nødvendige vitaminer for mennesker, og eksempler på madvarer, som du kan få dem fra. Svage negle kan nemlig være et udtryk for en mangel i kosten. Det er også altid smart lige at tjekke, om man nu er opmærksom på at få alle vitaminer og mineraler i sin kost. Det betaler sig både i sundhed og skønne negle!

Manicure eller ej?

Det kan være en god idé at lægge en base neglelak, for at give lidt ekstra modstand og styrke til hverdag. Hvis du vil have farvet neglelak på, så start med en base, efterfulgt af farven du har lyst til, og slut af med overlak.
Er du vant til at få det lavet professionelt, så kan det være en god idé at overveje, hvor ofte du udsætter neglene for stærke kemikalier eller falske negle. Det kan slide hårdt på neglene, og desuden give problemer med infektion og bakterier.

 

Hvis du oplever store problemer med neglene, at de har underligt udseende eller farve, så søg selvfølgelig en læge!

 

Skrevet af Leah Bramming

Brug piletasterne ← → til at komme frem og tilbage

Spread the love