Chokolademuffins

Chokolademuffins
Skrevet af : girlzonly

Der findes uanede mængder af opskrifter på chokolademuffins. Det kan jeg godt forstå, for det er en af verdenshistoriens bedste opfindelser. Chokolade og kage!!! Mums!

Altså jeg er ikke så vild med dem, du kan købe færdiglavet, pakket ind i folie, som du kommer i kurven fredag eftermiddag for at have noget hurtigt og lækkert til aftenkaffen, for de er altså ikke lækre. De er tørre og kedelige.

Så hellere snuppe en af de der chokoladekageblandinger, der bare skal blandes med vand og olie eller smør. Det kan du sagtens komme i muffinsforme, hvis det skal være rigtigt nemt og hurtigt hurtigmums. Er der chokoladecreme med i pakken, er det kun et plus, for det kan du bruge som pynt til dine muffins.

chokolademuffins

Inspiration og billeder til opskrift er traditionen tro lånt af HurtigMums. Du kan se deres opskrift på chokolade muffins her.

Chokolademuffins

Men det er nu også meget rart at kunne selv. Det er nu bare lige den tand bedre, når man har lavet det selv – fra bunden.

Det skal du bruge til 8 store eller 10 små

  • 1 vaniljestang
  • 1 æg
  • 125 g sukker
  • ¾ dl mælk
  • 75 g mel
  • ¾ tsk. bagepulver
  • 100 g smør
  • 200 g mørk chokolade, 55 %

Sådan laver du chokolademuffins

  1. Tænd ovnen på 175° C – konventionel ovn.
  2. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud af den.
  3. Pisk æg, sukker og vaniljekorn let og luftigt.
  4. Tilsæt mælken.
  5. Bland mel og bagepulver sammen, og kom det i æggeblandingen.
  6. Smelt smør og 125 g af chokoladen ved svag varme.
  7. Hak resten af chokoladen groft, og vend det i dejen sammen med det smeltede smør og chokolade.
  8. Hæld dejen i muffinsforme, så det når ca. halvt op. De hæver meget.
  9. Sæt muffinene på en bageplade midt i ovnen, og bag dem i ca. ½ time.
  10. Lad muffinene køle lidt af i formene, inden du vender dem ud og lader dem køle helt af.

Du kan servere muffinene, som der er, eller du kan gøre dem lidt ekstra spændende ved at drysse med flormelis og pynte med lidt frisk frugt og mandelflager. Du kan smøre dem med en chokoladecreme eller glasur. Eller du kan servere is til. Vaniljeis eller bananis smager skønt til.

Sidst jeg serverede disse chokolademuffins, var der en af gæsterne, der syntes, at det var nogle exceptionelt lækre og velsmagende cupcakes, jeg havde kreeret. Ikke så søde som dem han ellers havde fået serveret andre steder.

Jeg korrigerede ham og sagde, at nu var det altså muffins og ikke cupcakes. Og straks gik hele selskabet i gang med at komme med input til, hvad forskellen var, og om der overhovedet var nogen forskel.

Hvad er forskellen på muffins og cupcakes?

Muffins bliver lavet af en dej, der ligner sandkagedej, hvori man så kan komme forskellige smage – vaniljesukker, kakao, nødder, chokolade og forskellige frugter, som f.eks. blåbær.

Muffins har en rund muffintop.

Det har cupcakes ikke. En cupcake er en kopformet kage – deraf navnet. Faktisk blev cupcakes traditionelt bagt i en kaffekop.

En cupcake består af kagedej med indbagt fyld – bær, nødder, syltetøj, creme eller lignende – topping/glasur og pynt. Cupcakes er som regel mindre og sødere end muffins.

Forberedelsestid: 12 minutter

Tilberedningstid: 30 minutter

Du kan også se nogle af vores andre søde opskrifter her: amerikanske pandekager og havregrynskugler.

Brug piletasterne ← → til at komme frem og tilbage

Spread the love